Fans

Ordensreglement

Nord Energi Arena – Ordensreglement

§1. Formål
Formålet med dette ordensreglement er at opretholde en positiv stemning på Nord Energi Arena og sikre, at alle der besøger Nord Energi Arena, til enhver tid kan føle sig trygge og glade både før, under og efter arrangementet. Dette ordensreglement gælder alle Vendsyssel FFs hjemmekampe, der afvikles på Nord Energi Arena.

§2. Gyldighedsområde
Stadionreglementet gælder for hele stadionområdet, herunder ved banen, på tribunerne og arealerne omkring stadion inden for hegnet, hovedbygningen, brandvejene omkring stadion samt tilknyttede parkeringsarealer.

§3. Regler for ophold
På Nord Energi Arenas område må der kun opholde sig personer, der er i besiddelse af billetter eller adgangskort, eller på anden måde kan bevise, at de er berettiget til at opholde sig på området. Det er ikke tilladt at forlade Nord Energi Arena efter billettering er foretaget. Billetter, adgangskort eller lign. skal fremvises til kontrollør eller politi på forlangende. Enhver anvisning givet over Nord Energi Arenas højtaleranlæg eller fra kontrollørerne og/eller politi skal straks efterkommes. Optagelse af levende billeder eller lyd og videregivelse af informationer fra kampen, tribuner og de øvrige stadionområder til kommercielt brug er ikke tilladt – uanset fremgangsmåde. Dækning af skilte og reklamebander med bannere er ikke tilladt uden forudgående aftale. Racistiske, homofobiske og andre nedsættende eller diskriminerende ytringer er strengt forbudt.

§4. Indgangskontrol
Fremvisning af billetter, adgangskort eller anden akkreditering, som giver ret til ophold på stadion, skal ske til enhver tid på opfordring fra kontrollører, politi eller anden myndighed.

Tilskuere skal indtage den plads, der er anført på billetten, medmindre anden plads anvises af kontrollører eller andet personale.

Det er en betingelse for adgang på Nord Energi Arena, at man – hvis det findes nødvendigt – lader sig visitere af kontrollører. Kontrollørerne har ret til at undersøge om gæster udgør en sikkerhedsrisiko på grund af alkohol- eller narkotikapåvirkning, eller om de medbringer våben eller lignende genstande. Undersøgelsen kan foretages ved hjælp af tekniske hjælpemidler. Videoovervågning på stadion kan forekomme af sikkerhedshensyn. Følgende genstande må ikke medbringes på Nord Energi Arena:

Flasker, drikkedunke, dåse-tudehorn eller lign. effekter, som kan anvendes som kasteskyts eller våben.
Våben af enhver art.
Fyrværkeri, nødblus, knaldfyrværkeri eller andre pyrotekniske genstande.
Mad og drikkevarer – herunder alkoholiske drikkevarer af enhver art.
Hunde og eller andre dyr.
Listen er ikke udtømmende, men illustrerende for effekter m.v., der ikke må medbringes på Nord Energi Arena

Endvidere er følgende ikke tilladt:

At færdes synligt påvirket af spiritus eller andet rusmiddel.
At stå på stolesæder eller stoleryglæn, klatre over bygninger, indretninger, mure eller hegn.
At færdes på områder, der ikke er beregnet til almen benyttelse, herunder fodboldbanen.
At kaste med enhver form for genstande, der kan være til fare eller gene for andre.
At forrette sin nødtørft udenfor toiletterne eller bortkaste affald.
At skrive, male, klæbe eller ophænge noget på bygninger, indretninger mv.
At sælge varer eller billetter, uddele tryksager og gennemføre indsamlinger uden forudgående tilladelse hertil.
At medføre eller åbenlyst bære tegn og symboler af racistisk eller voldelig karakter samt råbe eller synge slagsange med det pågældende indhold.
At tildække ansigtet med hætter, tørklæder og lign.


§5. Erstatningsansvar
Al adgang, færdsel og ophold på Nord Energi Arena sker på den besøgendes eget ansvar. Nord Energi Arena og Vendsyssel FF har ikke ansvar for person- eller tingskader som følge af ulykker eller andre besøgendes handlinger eller undladelser. Såfremt der udøves skader på Nord Energi Arenas ejendom eller i øvrigt udvises adfærd der påfører Nord Energi Arena og/eller sanktioner for Nord Energi Arena eller Vendsyssel FF, forbeholder Nord Energi Arena / Vendsyssel FF sig retten til at holde den pågældende personligt ansvarlig for tabet.

§6. Særlige afgifter
Gæster der forcerer eller forsøger at forcere hegnet omkring fodboldbanen og/eller på anden vis opnår eller forsøger at opnå adgang til fodboldbanen, vil blive opkrævet en afgift på kr. 10.000,00, der forfalder til betaling øjeblikkeligt. Gæster der er i besiddelse af eller benytter sig af fyrværkeri, lysraketter, romerlys eller andre pyrotekniske genstande, vil blive opkrævet en afgift på kr. 5.000,00, der forfalder til betaling omgående. Det er forbudt at kaste genstande på eller mod banen og/eller mod andre tilskuere. Overtrædelse vil medfør én afgift på kr. 5.000,00, der forfalder til betaling omgående. Det er forbudt at forsøge på eller tage ophold på stadion for personer der er ramt af karantæne. Overtrædelse vil medføre en afgift på kr. 5.000,00, der forfalder til betaling omgående. Det er forbudt at besidde og/eller benytte maskering på stadion. Overtrædelse vil medføre en afgift på kr. 5.000,00, der forefalder til betaling øjeblikkeligt. Betaling af ovennævnte afgifter udelukker ikke øvrige sanktioner og retsforfølgelse.

§7. Overtrædelse af ordensreglementet
Gæster der overtræder ordensreglementet kan uden videre bortvises og få forbud mod at vise sig på Nord Energi Arenas område eller på ethvert andet stadion i ind- og udland, hvor det er Vendsyssel FF’s kontrollørkorps der forestår adgangskontrollen. Der kan udstedes karantæne fra Nord Energi Arena eller fra ethvert andet arrangement med tilknytning til Nord Energi Arena / Vendsyssel FF uanset hvor arrangementet afvikles, ved overtrædelser der sker på Nord Energi Arena eller i umiddelbar nærhed heraf, såsom på parkeringspladser, ved ind- og udgange samt veje og fortove beliggende i forbindelse med Nord Energi Arenas område eller voldelige handlinger foretaget et andet sted, hvor samhørighed med Nord Energi Arena / Vendsyssel FF kan drages. Kontrollørerne er berettigede til at bortvise persongrupper, såfremt overtrædelsen ikke kan tilordnes en enkelt person og overtrædelsen i øvrigt er karakteristisk for hele gruppens opførsel. Såfremt der udøves hærværk eller i øvrigt udvises en adfærd, der påfører den pågældende arrangør og/eller Nord Energi Arena et tab, forbeholdes det at holde den pågældende ansvarlig for tabet. Den aktuelle arrangør tager stilling til varigheden af bortvisningen / karantænen til sine arrangementer. Overtrædelse af ordensreglement vil uden videre kunne medføre bortvisning og eventuel afgift og/eller karantæne fra stadion. Bortviste gæster har ikke krav på at få deres billet eller adgangskort refunderet. Lokale stadionreglementer og kontrollørernes anvisninger skal tillige efterleves.

Formålet med et ordensreglement er, at tilskuere til fodboldkampe skal være trygge før, under og efter arrangementet på stadion. Alle uanset alder, udseende, religion og kulturel baggrund er velkomne på stadion. Stadionreglementet gælder for hele stadionområdet, herunder ved banen, på tribunerne og arealerne omkring stadion inden for hegnet, hovedbygningen, brandvejene omkring stadion samt tilknyttede parkeringsarealer.

Tak til vores sponsorer

Se alle sponsorer