5 spillere takker af i Vendsyssel FF
Sæsonen 2024/25 er netop afsluttet, og i den forbindelse tager vi afsked med fem spillere, der ikke længere vil være en del af Vendsyssel FF-truppen.
Lucas Jensen, Rasmus Thellufsen og Adam Ahmad siger tak for denne omgang i Vendsyssel FF. Det samme gør Gustav Mortensen og Ivan Nikolov der returnerer til henholdsvis Lyngby BK og Sønderjyske Fodbold efter endt lejeophold.
Vi sender en stor tak til alle fem spillere for deres indsats og engagement i klubben – både på og uden for banen – og ønsker dem alt det bedste videre i karrieren.
Især vil vi gerne rette en særlig tak til vores afgående anfører Lucas Jensen, som efter seks år sammenlagt i Vendsyssel FF siger farvel til klubben. Lucas har sat et markant præg på klubben som både spiller og leder, og han sætter selv ord på afskeden:
“Efter 6 begivenhedsrige år i Vendsyssel FF er tiden kommet til at tage afsked. Selvom jeg havde håbet, det kunne ske under andre omstændigheder, vil jeg se tilbage på min tid i klubben med stor taknemmelighed og stolthed. Først og fremmest vil jeg gerne sende en tak til alle de dygtige og dedikerede holdkammerater, trænere og kollegaer jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med og lære at kende. Derudover skylder jeg en stor tak til frivillige, sponsorer, fans og folk omkring klubben, som har gjort, at jeg altid har følt mig velkommen og værdsat.
Vendsyssel FF har været mit fodboldhjem gennem en stor del af min karriere, og jeg tager en masse fantastiske oplevelser og bekendtskaber med videre. Klubben, området og vendelboerne er kommet ind under huden på mig, og jeg kommer til at savne både hverdagen i klubben og alle de mennesker, der er en del af det fællesskab.
Jeg ønsker alt det bedste for Vendsyssel FF fremover og håber inderligt, at klubben hurtigt rejser sig igen og vender stærkt tilbage til 1. division. Det vil jeg følge med i – og støtte på afstand.”
Tak for indsatsen til jer alle!