KLUBIKON TAKKER AF I VENDSYSSEL FF
Klubikonet Mads Greve takker af i Vendsyssel FF. Mads Greve kom til Vendsyssel FF, for anden gang i karrieren, fra Vejle Boldklub i sommerens transfervindue i 2021, hvor han, i sine to omgange i klubben, optrådte 227 gange i den hvide Vendsyssel FF-trøje med 10 mål til følge.
”Der er ingen tvivl om at Mads Greve har været en fremragende repræsentant for Vendsyssel FF. Han har været velrespekteret i truppen, og har derudover leveret på et højt niveau, som i hans første tid i klubben udmøntede sig i et skifte til Vejle Boldklub og en tid som forsvarsprofil i Superligaen” udtaler Christian Larsen og fortsætter.
”Greve vendte samtidig tilbage til Vendsyssel FF i en svær periode, og har haft stor betydning for, at klubben har stabiliseret sig i NordicBet Ligaen igen. Derfor ønsker vi alt det bedste for Mads, der har fået en mulighed, som vi ikke ønsker at stå i vejen for.”
Mads Greve havde sin første periode i Vendsyssel FF fra 2013-2017, som er den klub han har repræsenteret i længst tid.
“Det er meget specielt og vemodigt efter mere end 7 fantastiske år at skulle forlade en klub som Vendsyssel FF. Jeg har virkelig nydt tiden i det nordjyske og ser tilbage på rigtig mange gode oplevelser både på banen og udenfor banen, hvor rigtig mange gode mennesker i og omkring klubben har gjort hverdagen i klubben helt unik” udtaler Mads Greve og tilføjer:
“En kæmpe tak skal derfor lyde til spillere, trænere, holdledere, fans, de frivillige og medarbejderne i Idrætscenter Vendsyssel som er med til at gøre klubben til det, den er. Jeg glæder mig til at følge med og ønsker alt det bedste fremover.”
Vendsyssel FF takker Mads Greve for sin tid i klubben og ønsker ham alt det bedste fremover