1-1 i Roskilde efter intens kamp
Første halvleg
Kampen blev spillet i meget vind på Roskilde Stadion, hvilket havde indflydelse på spillet fra start.
Vendsyssel FF startede kampen med et højt pres og god boldomgang, og satte sig hurtigt på spillet. De første 10 minutter havde vi klart mest boldbesiddelse og forsøgte at kombinere os igennem Roskildes forsvar, dog uden det store udbytte. Det eneste Roskilde kom frem til i starten var et par offsidekendelser.
Efter 11 minutter kom vores første chance, da Ari Olsen sendte en bold i feltet, som endte hos Lasse Steffensen, der forsøgte sig med et liggende saksespark – dog over mål.
Roskilde stod meget defensivt med mange mand bag bolden og forsøgte sig med lange bolde. Efter 20 minutter kom de frem til en stor chance på en omstilling, men Nybo fik lagt pres på, og Lasse Schulz kom godt ud og reddede.
Efter 25 minutter fik Roskilde bolden i mål efter godt kombinationsspil, men der blev korrekt dømt offside. Kort efter havde vi et godt hjørnespark fra Hannesbo med flere afslutninger i feltet, men uden at få bolden i mål.
Første halvleg sluttede 0-0. En halvleg hvor vi sad mest på spillet, men hvor Roskilde havde de største chancer. En relativt lige halvleg, hvor vi ikke helt fik det gode spil frem.
Anden halvleg
Der var ingen udskiftninger i pausen, og vi startede anden halvleg fint.
Efter 49 minutter lavede Adam Vendelbo et godt løb og skaffede et frispark uden for feltet, som Magnus Munck tog sig af – afslutningen gik lige forbi mål.
Kort efter blev Lasse Steffensen sendt i dybden efter en lang bold fra Schulz, men blev løbet op af en Roskilde-forsvarer, som fik gult kort.
I det 57. minut opstod en afgørende situation, hvor Rasmus Schüller modtog to gule kort i samme sekvens og dermed blev udvist.
Begge gule kort blev givet i forbindelse med spillet. Det første for at stoppe en omstilling, og det andet, fordi dommeren vurderede, at Rasmus forsøgte at forhindre en hurtig igangsætning.
Udvisningen relaterer sig udelukkende til spillet og ikke til nogen form for kommentarer mod dommeren. Rasmus har ikke ytret sig usportsligt i situationen.
Kendelsen er blevet anket efter dialog med dommeren, og vi forventer, at sagen bliver genvurderet.
Rasmus er en fair og professionel spiller, og det ligger ham fjernt at optræde på anden vis.
Kort efter, i det 63. minut, modtog Magnus Munck desværre et direkte rødt kort for protester. Det skete få minutter efter udvisningen, på et tidspunkt hvor kampen var præget af høj intensitet og følelserne kogte over. Dermed var Vendsyssel reduceret til ni mand resten af opgøret.
Herefter stod den på ren overlevelse. Roskilde pressede os langt tilbage, og vi kæmpede for at holde dem fra chancer.
I det 76. minut lykkedes det Roskilde at score til 1-0 på et hovedstød efter længere tids pres.
Men vi slog hurtigt tilbage. Allerede i det 78. minut sendte Benjamin Clemmensen en lang bold frem, som Emil Grøn Pedersen kæmpede sig til og scorede til 1-1.
Resten af kampen stod på hårdt forsvarsarbejde. I det 87. minut var Emil Grøn Pedersen tæt på igen efter en lang bold fra Schulz, men afslutningen blev reddet.
Kampen endte 1-1 efter en dramatisk anden halvleg.
De sidste 30 minutter blev spillet med to mand i undertal, hvor der blev kæmpet for logoet på brystet. Hele holdet viste stor vilje, sammenhold og kampgejst, og det ene point blev kæmpet hjem under svære forhold.
Startopstilling FC Roskilde:
2 Mikkel Juel Aagaard Andersen
3 Oliver Astradsson Juul Jensen
5 Hørður Askham
6 Harald Holter
8 Mads Carlson
9 Marius Uhd
11 Mathias Veltz
14 Kasper Danielsen Nyegaard
16 Alexander Hasmark Jensen
17 Silas Trier Madsen
26 Magnus Lysholm Petersen
Udskiftninger FC Roskilde:
’60 Oliver Skolnik ind Hørður Askham ud
’70 Bjarni Adalsteinsson ind Silas Trier Madsen ud
’70 Selim Baskaya ind Mads Carlson ud
’90 Mads Freitag ind Marius Uhd ud
Startopstilling Vendsyssel FF:
1 Lasse William Schulz
8 Rasmus Vilhelm Schüller
9 Lasse Steffensen
10 Steven Simpson
11 Marcus Serup Hannesbo
12 Adam Vendelbo Clement
19 Emil Grønn Pedersen
21 Benjamin Clemmensen
23 Ari Olsen
47 Magnus Munck
73 Mads Nybo
Udskiftninger Vendsyssel FF:
’60 Stephen Fumen Michael ind Steven Simpson ud
’75 Malthe Henriksen ind Adam Vendelbo Clement ud
’90 Hassan Adam Mfouapon ind Emil Grønn Pedersen ud