VENDSYSSEL FF LEJER MALTHE HOLT I AAB
Vendsyssel FF har hentet den 19-årige midtbanespiller Malthe Holt i AaB på en lejeaftale, der løber frem til den 31. december 2025.
“Malthe er en talentfuld og dynamisk midtbanespiller med et spændende potentiale, som vi sammen skal forløse i den kommende halvsæson. Vi er glade for den gode løsning, vi har fundet i samarbejde med AaB, og ser frem til at få ham integreret i vores trup frem mod sæsonåbneren hjemme mod HIK næste lørdag,” udtaler sportschef Jens Hammer Sørensen.
Malthe Holt har, udover sin tid i AaB, også spillet ungdomsfodbold i Brønderslev I.F. Han står desuden noteret for én optræden på U19-landsholdet, som fandt sted i foråret i en testkamp mod Tyskland.
“Jeg ser frem til at komme i gang i Vendsyssel FF, hvor der venter en spændende efterårssæson. Nu glæder jeg mig bare til at give den gas og bidrage til, at vi vinder en masse kampe, så vi kan kæmpe med i de sjove ende af rækken” udtaler Malthe Holt.
Malthe Holt har mulighed for at få sin uofficielle debut for Vendsyssel FF i morgendagens testkamp mod Fremad Amager, hvor han vil bære trøje nummer 18.
Fotokreditering: AaB