Spring til indhold

Vendsyssel FF og Vrå/Børglum IF indgår strategisk samarbejdsaftale for at styrke og udvikle børne- og ungdomsfodbolden i Vendsyssel

Vendsyssel FF og Vrå/Børglum IF indgår strategisk samarbejdsaftale mhp. at styrke og udvikle børne- og ungdomsfodbolden i Vendsyssel:

Med samme adresse og et allerede godt samarbejde, har det været et naturligt næste skridt for VBI Fodbold at etablere et formaliseret samarbejde med Vendsyssel FF Talent. Samarbejdet giver os som klub, og vores spillere, endnu bedre muligheder for at udvikle sig, så vi også fremover bliver oplevet som et sted, hvor der er alle muligheder for at udvikle sig i et trygt og kvalificeret miljø, og et attraktivt sted at spille fodbold“, udtaler Günther Vangsted, formand for VBI.

Vrå/Børglum IF har i mange år været et naturligt samlingspunkt for fodbolden i lokalområdet og spiller en vigtig rolle i børne- og ungdomsarbejdet. Det arbejde vil vi gerne understøtte, så flere børn får bedre muligheder for at stifte bekendtskab med fodbold og udvikle sig i et trygt og kvalificeret miljø.

“For Vendsyssel FF er samarbejdet et naturligt skridt i arbejdet med at skabe stærkere forbindelser mellem de lokale klubber i Vendsyssel. Vrå/Børglum IF har udmærket sig ved at have stærke børneårgange, og samarbejdet skal være med til at videreudvikle det fundament, der allerede er skabt. Vi deler faciliteter ved Idrætscenter Vendsyssel og afholder bl.a. vores U12 Talenttræning i Vrå. Det har været en klar prioritet for os at nå frem til en aftale, så det er udelukkende positivt, at samarbejdet nu er blevet formaliseret,” siger Talentchef Tobias Thomsen.

Samarbejdet skal styrke Vrå/Børglum IFs daglige arbejde gennem faglig sparring, fælles aktiviteter og udvikling, så både spillere og trænere får optimale muligheder for at udvikle sig. Samtidig understøtter aftalen Vendsyssel FFs langsigtede ønske om skabe stærkere forbindelser til lokalområdet og bidrage til udviklingen af børne- og ungdomsfodbol i Vendsyssel.