Læs mere-->"/>

02/11/2023

Bo Zinck tiltræder som cheftræner i Vendsyssel FF

Pressemeddelelser

Vendsyssel FF har i dag indgået aftale med Bo Zinck, som dermed overtager cheftrænerposten efter Henrik Pedersen, som Vendsyssel solgte til Sheffield Wednesday den 20. oktober. Bo Zinck tiltræder med omgående virkning og har første træning med truppen i dag.

”Vi er meget glade for, at vi i dag kan præsentere Bo Zinck som ny cheftræner i Vendsyssel FF. Vi har et solidt kendskab til Bo gennem hans indsats i henholdsvis Thisted FC, Jammerbugt FC og Fortuna Hjørring. Bo er efterhånden en erfaren herre i dansk fodbold og har en yderst kompetent og faglig stærk tilgang til trænergerningen. Sammen med det øvrige trænerteam skal Bo løfte os sportsligt over de kommende sæsoner og på den korte bane gøre alt for, at Vendsyssel FF spiller sig ind i top-6 og forårets oprykningsspil”
fortæller bestyrelsesformand Jacob Andersen om valget af Bo Zinck og fortsætter:

”Vi har haft et meget kvalificeret felt af kandidater til jobbet og været bredt omkring. Vi har været forbi flere runder med de stærkeste af kandidaterne, så det har været i skarp konkurrence, at valget er faldet på Bo. Bo er som nævnt, først og fremmest en faglig dygtig og kompetent trænerkapacitet, og ligeledes har det haft betydning, at Bo kender ligaen indgående og endvidere er fra lokalområdet. Derfor er vi glade for, at vi i dag kan byde Bo velkommen Vendsyssel FF, og vi glæder os alle til samarbejdet.”

Vendsyssel FF’s nye cheftræner glæder sig også over at tiltræde i klubben.

”Jeg har ikke været et sekund i tvivl om, at den her mulighed skulle forfølges efter mange gode snakke med Jacob Andersen. Vendsyssel FF ligger mig rigtig nært i og med, jeg i mange år har fulgt klubben tæt og kender de fleste i og omkring klubben, herunder flere nuværende spillere som jeg har haft i min tid som cheftræner i Jammerbugt”, fortæller den 44-årige nordjyde, som er bosiddende i Pandrup, og fortsætter:

”Jeg kommer til klubben som mig selv, og der kommer jeg til at være tydelig både på og udenfor banen. Jeg kommer ikke for at lave en kæmpe spillemæssig revolution. Henrik Pedersen og David Olsen har skabt et fantastisk godt fundament de seneste sæsoner, som jeg skal bygge videre på og forfine. Man kan altid blive mere tydelig i sin spillestil, blive bedre til at søge målet, spille mere direkte, skabe flere chancer osv. – og det er det arbejde jeg glæder mig at gå i gang med” slutter Bo Zinck.

Bo Zinck har første kamp i spidsen for Vendsyssel FF lørdag den 4. november på hjemmebane mod B93.

Tilbage til nyheder

Tak til vores sponsorer

Se alle sponsorer