Vendsyssel FF har solgt midtbaneprofilen Carl Lange til den norske klub Vålerenga Fotball for et rekordbeløb.
”Carl har igennem sæsonen været en markant profil for os, hvor han har bidraget med mange stærke præstationer som også har udmøntet i et flot antal målinvolveringer for os. Derfor er det helt naturligt at Carl gennem længere tid har tiltrukket sig megen interesse fra både ind og udland, hvorfor vi er glade for, at det nu er endt ud med et rekordsalg for os og en rigtig fed mulighed for Carl”, siger sportsdirektør Christian Larsen og tilføjer:
”Vi vil gerne takke Carl for sin indsats i Vendsyssel FF og ønske ham alt held og lykke i den fortsatte karriere.”
Carl Lange har spillet 55 kampe og scoret 16 mål i sin tid i Vendsyssel FF, som han kom til fra FC Helsingør i sommeren 2022.
”Jeg har haft en skøn tid i Vendsyssel FF. Det har været det helt rigtige for mig og min udvikling, at have været i Vendsyssel de sidste knap 2 år, og jeg er taknemmelig for tiden og de gode mennesker jeg har mødt i min tid i klubben. Nu glæder jeg mig til et nyt kapitel – at prøve mig af i udlandet.” udtaler Carl Lange, og fortsætter:
”Jeg ønsker alle i Vendsyssel FF alt det bedste og håber klubben fortsætter den gode udvikling, vi har gennemgået, i den tid jeg har været der.”
Carl Lange skifter til Vålerenga pr. 01/07.